AT TAGE LIVET FOR GIVET

Han talte i radioen

som han altid havde gjort.

Rolig. Velforberedt.

Med den stemme,

man kan læne sig ind i

på vej til arbejde.

Så kom diagnosen.

Pludselig talte han anderledes.

Ikke i tempo.

Men i vægt.

Ordene fik tyngde.

Som om hver sætning vidste,

at den måske var den sidste.

Og verden omkring ham ændrede sig.

Folk lyttede mere.

Krammede længere.

Svarede hurtigere på beskeder.

Sag­de ting, de ellers gemte

til “en anden god dag”.

Han blev behandlet

som noget skrøbeligt.

Som noget dyrebart.

Som noget, man ikke må miste.

Men det måtte de jo.

Og det skal vi alle.

Det mærkelige er,

at intet ved ham

var anderledes end før.

Ikke hans hjerte.

Ikke hans blik.

Ikke hans humor.

Kun tidsrammen.

Vi tager livet for givet,

fordi vi tror,

vi har det på abonnement.

Vi planlægger kærlighed

som en kalenderaftale.

Udsætter taknemmelighed

til “når der bliver bedre tid”.

Vi lever,

som om i morgen

er garanteret.

Det er sympatisk.

Det er menneskeligt.

Det er også naivt.

Al erfaring viser det samme:

Vi kan ikke.

Alligevel føles det

ikke vigtigt nok

før døden

står i døråbningen.

Måske er lykken ikke

at leve længere.

Måske er lykken

at leve tungere.

Mere vågent.

Som om hvert møde

kunne være det sidste –

uden at være dramatisk,

bare sandt.

At elske

som om ingen af os

er her på prøve.

At sige ordene

nu.

At tage livet alvorligt,

før det gør det for os.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere