I sidste episode mødte vi Zenon — den skibbrudne købmand, der grundlagde stoicismen i en søjlegang i Athen. Søjlegang hedder på græsk “stoa”, og sådan fik zenonianerne navnet: Stoikerne.

Man kan sige at Zenon byggede fundamentet. Men han rejste ikke bygningen.

Det var Chrysippos, der gjorde stoicismen til et komplet, sammenhængende filosofisk system, som forsvarede det mod fjender og som udviklede det i mange retninger.

Lad mig læse et par korte citater om ham. De stammer som sædvanligt fra Diogenes Laertios:

De fleste mente, at hvis guderne dyrkede dialektik, ville de ikke bruge nogen anden end Chrysippos'.

Og et endnu mere klart citat:

Havde der ikke været nogen Chrysippos, havde der ikke været nogen Stoa.

Så … i dag skal vi læse Chrysippos. Dvs., det er så meget sagt. Han skrev godt nok angiveligt over 700 værker, men ingen af dem er bevaret. Men vi tager til takke med fragmenter og omtaler. Vi skal se på hans logik - der foregreb moderne logik med 2000 år. Vi skal se på hans lære om skæbnen, og på hans løsning af problemet om fri vilje. Og vi skal se på hans teori om følelser - som i dag på mange måder kan genfindes i kognitiv terapi.

Folk slentrede forbi i eftermiddagssolen. Der foregik et eller andet på torvet længere nede ad gaden.

Manden løftede blikket fra bogrullen.

Han så ikke på Krates. Han så ned ad gaden, og hans ansigt havde et særligt udtryk. Krates spekulerede på hvordan han kunne beskrive det. Det var ikke lettelse, heller ikke glæde … efter lidt tid havde Krates fundet en formulering han var tilfreds med: ”en ny og meget konkret opmærksomhed på verden.”

Så vendte manden sig mod ham og spurgte. Hans tonefald var nærmest henkastet, men formidlede alligevel, at hans spørgsmål var af yderste vigtighed. "Hvor finder jeg en mand som denne?" sagde han, og løftede rullen en smule i vejret. "En der lever sådan?"

Krates åbnede munden. Lukkede den igen. Hans blik fulgte mandens ned ad gaden. I samme øjeblik, som om verden svarede på spørgsmålet, kom hans navnebror Krates forbi, Krates fra Theben. Boghandleren Krates lod manden forstå, at han skulle lægge rullen og gå efter. "Følg ham der", sagde Krates og pegede. "Følg manden med skuldertasken, ham der snart når hen til søjlegangen. Det er Krates fra Theben. Følg ham."

Manden takkede. "Jeg kommer tilbage og handler hos dig", sagde han, allerede i småløb mod søjlegangen.

Krates gik ind i sin bod igen og lagde rullen på sin plads. Det var ganske rigtigt Xenofons erindringer om Sokrates, helt præcist anden rulle af værket. Krates stod et øjeblik lige så ubevægelig som manden der læste, før han begyndte at pakke ned for dagen.

Epikur - Filosoffen i haven

"Døden angår os ikke." Sådan starter et af Epikurs' breve. "For alt godt og ondt ligger i sansningen, og døden er sansningens ophør."

Velkommen til "Thøfner læser filosofihistorien", episode 34.

"Døden angår os ikke." Det skrev Epikur til sin ven Menoikeus for omkring 2300 år siden. Og de ord peger i en noget anden retning end hvad man typisk tænker på i dag, hvis man siger "epikuræer". For hvis man overhovedet forbinder det med noget, er det noget med at nyde livets goder - som i god mad, god vin og alskens luksus. Epikuranisme er hedonisme, med nydelse som livets mål.

Men Epikur levede på brød og vand. Hans store nydelse var en sjælden gang lidt ost. Der kan jeg godt forstå ham - jeg mener, forskellen på et asketisk indtag af kun vand og brød, og så det samme med tilføjelse af lidt ost - bare en gang imellem - gør hele forskellen. Men altså. Evt. lidt oliven og en god skinke ... mmm ... Han boede i en have med sine venner og diskuterede filosofi. Hans definition af det gode liv var "fravær af smerte i kroppen og uro i sjælen."

Hvordan blev filosoffen, der prædikede enkelhed til et symbol på overdådig grådighed? Og hvad var hans lære egentlig?